Tag Archives: politik

Danskerne skal i arbejdstøjet?

Det bedste ved regeringens netop offentliggjorte arbejdsprogram Danmark 2020 er BGRAPHICs design – jeg var faktisk direktør Birgitte Vestergaards bordherre til en fødselsdagsfest sidste efterår og benyttede lejligheden til at rose firmaets designarbejde. Desværre lever indholdet ikke op til indpakningen. Regeringen påstår i programmet, at ‘vi er nået langt siden 2001′. Hvis Lars Løkke dermed mener, at vi nu på niende år har danske soldater i kamp i Mellemøsten, og at vi gennemgår den værste finansielle krise siden 30′erne, så har manden naturligvis ret. Under præsentationen i denne uge opfordrede statsministeren gud hjælpe mig danskerne til at trække i arbejdstøjet. Hvor arrogant har man lov til at være, når det offentlige netop har gennemført hundredvis af fyringer på sygehusene? Det er jo ikke arbejdstøj, der mangler – det er jobs.

Danske Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, erklærede sig ikke overraskende enig i Lars Løkkes betragtninger og gentog samme aften på tv statsministerens hule mantra. Når debatten ikke lige drejer sig om den muslimske fare mod danskheden, pensionisternes levevilkår eller dyrevelfærd, har Dansk Folkeparti som bekendt intet konstruktivt at bidrage med. Økonomisk politik er svær at sælge på følelser alene, og den gennemsnitlige folkepartist er mere modtagelig for populistiske budskaber uden realpolitisk indhold.

Statsministeren brugte også tirsdagen til at annoncere den længe ventede ministerrokade. Lene Espersen skifter fra Økonomiministeriet til Udenrigsministeriet, hvad jeg tror er en god idé – hun kan simpelthen gøre mindre skade som udenrigsminister. Per Stig Møller har både erfaring, uddannelse og viden til at blive en udmærket kulturminister. Københavns tidligere parkeringspladsborgmester Søren Pind er blevet minister for udviklingsbistand, og selv om det absolut er en ministerpost i den helt lette ende, viser udnævnelsen at Søren Pind trods sine ultraliberale særstandpunkter endnu ikke er kørt ud på et politisk sidespor. Den populære forsvarsminister Søren Gade valgte selv at forlade regeringen i kølvandet på den megen debat om lækager i Forsvaret og Forsvarsministeriet, og endelig har Løkke flyttet sin driftsikre partifælle Bertel Haarder til Indenrigs- og sundhedsministeriet. Resten er småting.

Folkekirken og mig

Jeg har for nylig meldt mig ud af Folkekirken. Som de fleste danskere har jeg i mange år været medlem af Folkekirken mere af tradition end religiøsitet, så beslutningen var egentlig ikke vanskelig. Min udmeldelse bunder ikke i dybe religiøse overvejelser eller i banal utilfredshed med kirkeskatten, men er mere udtryk for at jeg ikke føler nogen særlig samhørighed med Kirkens repræsentanter.

Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti er de mest skræmmende eksempler på, hvordan præster på politisk korstog forlader den gyldne mellemvej og glemmer næstekærlighed og barmhjertighed hjemme på gården. I den anden grøft finder vi de lav-teologiske Nørrebro-præster med Per Ramsdal i spidsen, der i fredhellighedens navn forvandler kirkerum til politisk teater og flygtningelejr og bagefter ikke vil tage ansvar for noget som helst. Endelig er der biskoppen i Århus, Kjeld Holm, som på bedste brixtoftske facon forsøger at bagatellisere de danske bispers overdrevne alkoholforbug på skatteydernes regning og de gentagne overtrædelser af Personalestyrelsens retningslinjer for hotelophold og forplejning.

Forhåbentligt er et medlemskab af den danske Folkekirke ikke den eneste gyldige billet til Himmerige. Lad os håbe, at moralværdier og tro også spiller en rolle i skærsilden.

Langballe og Wallander

Dansk Folkepartis landsbytossefraktion mister ved næste folketingsvalg et par velkendte koryfæer, men det afholder ikke partiets feltpræst fra her i sin politiske karrieres tusmørke igen at gøre opmærksom på sig selv. Der har gudskelov været relativt stille omkring Jesper Langballe, siden han i efteråret brækkede håndleddet under et besøg på Thule-basen, men i dagens udgave af Berlingske Tidende anklager han under overskriften Islams formørkede kvindesyn muslimske fædre for at dræbe deres døtre og vende det blinde øje til onklers voldtægt.

Det er dybt ulykkeligt at den slags æresdrab forekommer, men det er næsten ligeså tragisk når en opblæst, uvidende politiker kæder forbrydelserne sammen med religiøs motivation. Selv Dansk Folkepartis politiske leder har følt sig nødsaget til i dagspressen at tage afstand fra Langballes indlæg. Hvad enten Himmerige er kristent eller muslimsk, ved jeg med sikkerhed at der ikke bliver plads til Jesper Langballe.

Jeg har gennem årene læst de fleste af den svenske forfatter Henning Mankells udmærkede romaner om den skånske politimand Kurt Wallander og efterhånden set rigtig mange af filmatiseringerne med henholdsvis Rolf Lassgård, Kenneth Branagh og Krister Henriksson. Sidsnævnte spiller hovedrollen i de nye tv-film som i de forløbne uger er blevet vist på Canal+ og er klart min foretrukne Wallander. Han repræsenterer den i mine øjne helt rigtige blanding af intelligens, stædighed, erfaring, manglende situationsfornemmelse, ensomhed, angst for alderdommen og akavet søgen efter lykke. Jeg kan varmt anbefale filmene.

COP15 den ventede fiasko

Det stod klart allerede for flere uger siden at FNs klimatopmøde i København ikke ville føre til underskrivelsen af en bindende aftale om nedbringelse af verdens kuldioxid-udslip, så når mine socialdemokratiske partifæller på Christiansborg i dagens aviser giver den danske regerings forhandlingsstil skylden for de udeblevne møderesultater, er det i mine øjne blot indenrigspolitisk spil for galleriet. Hvis bekæmpelsen af den globale opvarmning var tilstrækkeligt vigtig for vælgerne og dermed politikerne i den industrialiserede del af verden, ville en reel redningsplan forlængst være iværksat. Det ville i mange lande være ganske enkelt at indføre forureningsbegrænsende tiltag som f.eks. tvungen brug af kollektiv traffik eller forbud mod benzinmotorer, men forslagsstillernes genvalgsudsigter ville være dårlige. Materielle bekvemmeligheder er desværre blevet vigtigere for os end kommende generationers livsbetingelser og overlevelsesmuligheder.

I mellemtiden har dansk politi så arresteret og fået varetægtsfængslet de fire medlemmer af Greenpeace, der var involveret i torsdagens fredelige protestaktion på Christiansborg. Burde den ydmygede ordensmagt i virkeligheden ikke lede i egne uduelige rækker efter de ansvarlige for bevogtningsfadæsen? I forbindelse med Greenpeace-aktionen anholdt politiet også tv-værten Niels Christian Meyer, bedre kendt som Bubber. Han fik kun en enkelt overnatning i klimafængslet i Valby, og lige i Bubbers tilfælde tror jeg faktisk at et par måneders isolationsfængsling med tid til reflektion og eftertanke kunne gøre underværker.

COP15 undervejs

Efter et års lokal hype er FNs klimatopmøde i København endelig gået igang, og det er nu politikernes og embedsmændenes ansvar at alle de gode miljøintentioner manifesterer sig i et brugbart forhandlingsresultat. Meget tyder desværre på at mødets klimaks blev nået med de prostitueredes beslutning om at tilbyde gratis sex til alle delegerede som led i en protestaktion mod Københavns Kommune. Det er i mine øjne alt for sjældent at protesterende kvinder vælger denne proaktive fremgangsmåde.

Hovednavnet på gårsdagens klimakoncert i Parken, Akon, havde tilsyneladende også loddet den lunkne stemning og bestemte sig for at blive syg i allersidste øjeblik. Kun 1500 fremmødte gik glip af hans optræden. Resten af det musikinteresserede København befandt sig åbenbart på Rådhuspladsen hvor Nephew gav gratis koncert.

Lige siden offentliggørelsen af Kronprins Frederiks pinagtige robotvideo har jeg haft en rigtig dårlig fornemmelse omkring COP15, og med USAs og Kinas beslutning om reelt at udskyde de vigtigste aftaler til næste år er betydningen af mødet i København reduceret betragteligt. Til gengæld er borgernes sikkerhed på hovedstadens gader og stræder helt i top i den kommende uge. Der har vel aldrig befundet sig flere uniformerede jyder i København end netop nu. Man kan spørge sig selv hvorfor Rigspolitiets ledelse takkede nej til et svensk tilbud om 500 betjente og i stedet foretrak at tømme stationerne vest for Storebælt.

Her har I mig tilbage…

Som mine trofaste læsere (alle tre) vil have bemærket har jeg bevilget mig selv en kort pause fra bloggeriet. Jeg har nu arbejdet to måneder som valutachef i en københavnsk erhvervsbank og otte-ni daglige timer foran fire skærme på Langelinie betyder at lysten til yderligere computertid efter fyraften ikke har været overvældende.

Ganske uopfordret vil jeg gerne slå fast at min nye BlackBerry Bold smartphone blegner eftertrykkeligt i sammenligning med min gamle iPhone, og jeg har nu besluttet at købe en iPhone 3GS gennem min arbejdsgivers bruttolønsordning og flytte SIM-kortet tilbage til langt mere brugervenlige omgivelser. Jeg savner alle de smarte programmer, den større skærm og ikke mindst det langt smidigere operativsystem. Desuden er mine vestjyske kæmpefingre tilsyneladende heller ikke BlackBerry-kompatible.

Connie Hedegaard er blevet udnævnt til EUs nye klimakommissær selv om hun ser ud til at dumpe til sin store eksamen, COP15, der løber af stablen i de kommende dage i København. Tre uger før klimatopmødet meddelte den amerikanske regering, at der ikke var tilstrækkelig tid til at forhandle en egentlig traktat på plads, så i stedet bliver vi efter alt at dømme spist af med en foreløbig aftale der skal danne grundlag for de fremtidige forhandlinger. Forurening, klimaændringer og overbefolkning er de vigtigste problemer menneskeheden nogensinde har stået overfor, og til at samle trådene har vi så i et øjebliks kollektiv sindssyge udpeget Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen. Den danske regering vil uden tvivl kalde mødet en succes selvom intet konkret bliver besluttet.

På det mere personlige plan kan jeg fortælle at en urrem jeg købte i New York har givet mig en krom-allergisk reaktion på venstre håndled, at Lagkagehuset har åbnet en filial på Amerika Plads, at Fuego i Holbergsgade stadig serverer godt argentinsk oksekød, at Hjerl Hede overrendes af bonderøve i december og at jeg har solgt mine LC2-lædermøbler fra Cassina.

Den laveste fællesnævner

Dansk Folkepartis årsmøde 2009 er netop overstået, og traditionen tro bød weekenden på et overflødighedshorn af malplaceret nostalgi, misforstået patriotisme og generel fremmedforskrækkelse. Herning Kongrescenter var i overensstemmelse med årets campingtema (…ja, du læste gudhjælpemig rigtigt…camping…) iklædt et græsgrønt filttæppe, hvide stakitter, dekorative blomsterkasser, dannebrogsflag og sammenklappelige stole. Et par amagerhylder og et skilderi med brølende kronhjorte ville have fuldendt den nationalromantiske vrangforestilling.

Som det nok tydeligt fremgår af linjerne ovenfor er jeg langt fra fordomsfri med hensyn til Dansk Folkeparti, men i et anfald af selvplageri valgte jeg lørdag eftermiddag at tænde for fjernsynet for at overvære Pia Kjærsgaards tale til sine loyale partimedlemmer. Kvalmen meldte sig hurtigt. En idyllisk landskabsbeskrivelse blev efterfulgt af en tur til Dybbøl anno 1864 og derfra var springet overraskende kort til de danske soldater i Afghanistan, det muntre liv på de danske campingpladser og en opfordring til pressen om at droppe vanetænkningen. Efter den obligatoriske gennemgang af mærkesagerne og den efterhånden velkendte ironiske overbærenhed med andre partiers kopiering af DFs program, afsluttede Kjærsgaard selv med en billig plagiering af borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King og en ligeså smagløs henvisning til Robert Kennedy.

Jeg forstår at vi alle er forskellige og at der skal være plads til en mangfoldighed af synspunkter og idéer, men at knap 14% af vælgerne stemte på liste O ved folketingsvalget i 2007 kan jeg simpelthen ikke begribe. Kan det virkeligt passe at hver syvende voksen dansker er så fremmedfjendsk, så navlebeskuende og så nedtrykt at en stemme på Dansk Folkeparti bliver konsekvensen?

Jesper Langballes hænder

Det er kun et par uger siden at folketingsmedlemmet Jesper Langballe blev opereret for en brækket langfinger på højre hånd, og nu lægger Guds frontkæmper i det midtjyske endnu engang beslag på vores hårdt pressede sundhedsvæsen. Den tidligere hyrde for menigheden i Thorning-Grathe brækkede torsdag venstre håndled under et besøg på Thulebasen i Grønland og måtte derfor tidligere end planlagt vende hjem til Jylland.

Langballe bliver i en småspydig artikel i Ekstra Bladet påhæftet det humoristiske prædikat håndfri præst og kalder det et djævelsk uheld at begge hænder nu er sat ud af spillet (og her gik jeg og troede at Djævelen i virkeligheden stod som garant for Langballes helbred). Jeg ved ikke om begyndende knogleskørhed kunne være Vor Faders måde at fortælle folkepartisternes feltpræst at fremmedhad og manglende næstekærlighed ikke er vejen til Himmerige. I det tilfælde har Langballe desværre ikke fattet vinket, for han har tydeligvis ikke tænkt sig at standse strømmen af forældede råd om børneopdragelse, homoseksuelles rettigheder og islamiseringen af Kongeriget.

Pastor Langballe og hans ligeså fremmedfjendske men langt mere intelligente præstefætter, Søren Krarup, har i øvrigt begge meddelt at de på grund af fremskreden alder forlader Folketinget i forbindelse med næste folketingsvalg. Landsbytosse-fraktionen i Dansk Folkepartis folketingsgruppe mister dermed dens to mest prominente medlemmer, og Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup vil herefter lettere kunne sælge budskabet om et ansvarligt og stuerent parti. Man skal dog ikke lade sig narre, for som Bendt Ulrich Sørensen helt rigtigt skrev i Dagbladet Information er DF ikke blevet stuerene, vi har bare vænnet os til lugten af pis.

Abdul Wahid og mig

Det er ikke ofte at jeg føler mig entydigt på bølgelængde med imam Abdul Wahid Petersens meningstilkendegivelser, men i burkadebatten mener jeg faktisk at han har fat i den lange ende. Hvorfor bruger politikerne på Christiansborg tid, penge og kræfter på et så ligegyldigt spørgsmål der vedrører så få indbyggere i Danmark? Det fuldstændigt uigennemtænkte konservative forslag om et reelt forbud mod burkaer fik oprindeligt støtte fra både Socialdemokraterne og naturligvis Dansk Folkeparti, men først fortrød Konservative partiets eget hovedløse forslag og derefter forsøgte Socialdemokraterne en omformulering, således at det nu drejer sig om et forbud mod burkatvang. For det første ville en sådan lovgivning være vanskelig at håndhæve, og for det andet eksisterer der allerede en generel bestemmelse i Straffeloven om ulovlig tvang.

I iveren for at tækkes skeptiske vælgere hoppede både Konservative og Socialdemokraterne med på den populistiske vogn og kunne så alligevel ikke levere varen. Tilbage står nu Dansk Folkeparti som eneste troværdige deltager i hele projektet, og selv om jeg er grundlæggende uenig i Pia Kjærsgaards fremmedfjendske og nationalistiske verdenssyn, kan jeg dårligt beskylde hende for at svaje som et siv i vinden. Hun er i det mindste konsekvent i al sin demagogi. Lene Espersen har med sommerens småpinlige opsang til danskerne i Berlingske Tidende og nu burka-retræten efterhånden fået malet Konservative op i et irrelevant hjørne, hvor hun kan stå og diskutere værdipolitik med Margrethe Vestager. Det vil samtidigt være en rigtigt god idé for mine partikolleger i Socialdemokratiet at koncentrere sig om det nyligt introducerede regeringsgrundlag og glemme alt om muslimske beklædningsgenstande.