Dansk Folkepartis landsbytossefraktion mister ved næste folketingsvalg et par velkendte koryfæer, men det afholder ikke partiets feltpræst fra her i sin politiske karrieres tusmørke igen at gøre opmærksom på sig selv. Der har gudskelov været relativt stille omkring Jesper Langballe, siden han i efteråret brækkede håndleddet under et besøg på Thule-basen, men i dagens udgave af Berlingske Tidende anklager han under overskriften Islams formørkede kvindesyn muslimske fædre for at dræbe deres døtre og vende det blinde øje til onklers voldtægt.
Det er dybt ulykkeligt at den slags æresdrab forekommer, men det er næsten ligeså tragisk når en opblæst, uvidende politiker kæder forbrydelserne sammen med religiøs motivation. Selv Dansk Folkepartis politiske leder har følt sig nødsaget til i dagspressen at tage afstand fra Langballes indlæg. Hvad enten Himmerige er kristent eller muslimsk, ved jeg med sikkerhed at der ikke bliver plads til Jesper Langballe.
Jeg har gennem årene læst de fleste af den svenske forfatter Henning Mankells udmærkede romaner om den skånske politimand Kurt Wallander og efterhånden set rigtig mange af filmatiseringerne med henholdsvis Rolf Lassgård, Kenneth Branagh og Krister Henriksson. Sidsnævnte spiller hovedrollen i de nye tv-film som i de forløbne uger er blevet vist på Canal+ og er klart min foretrukne Wallander. Han repræsenterer den i mine øjne helt rigtige blanding af intelligens, stædighed, erfaring, manglende situationsfornemmelse, ensomhed, angst for alderdommen og akavet søgen efter lykke. Jeg kan varmt anbefale filmene.
