Tag Archives: Konservative

Danskerne skal i arbejdstøjet?

Det bedste ved regeringens netop offentliggjorte arbejdsprogram Danmark 2020 er BGRAPHICs design – jeg var faktisk direktør Birgitte Vestergaards bordherre til en fødselsdagsfest sidste efterår og benyttede lejligheden til at rose firmaets designarbejde. Desværre lever indholdet ikke op til indpakningen. Regeringen påstår i programmet, at ‘vi er nået langt siden 2001′. Hvis Lars Løkke dermed mener, at vi nu på niende år har danske soldater i kamp i Mellemøsten, og at vi gennemgår den værste finansielle krise siden 30′erne, så har manden naturligvis ret. Under præsentationen i denne uge opfordrede statsministeren gud hjælpe mig danskerne til at trække i arbejdstøjet. Hvor arrogant har man lov til at være, når det offentlige netop har gennemført hundredvis af fyringer på sygehusene? Det er jo ikke arbejdstøj, der mangler – det er jobs.

Danske Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, erklærede sig ikke overraskende enig i Lars Løkkes betragtninger og gentog samme aften på tv statsministerens hule mantra. Når debatten ikke lige drejer sig om den muslimske fare mod danskheden, pensionisternes levevilkår eller dyrevelfærd, har Dansk Folkeparti som bekendt intet konstruktivt at bidrage med. Økonomisk politik er svær at sælge på følelser alene, og den gennemsnitlige folkepartist er mere modtagelig for populistiske budskaber uden realpolitisk indhold.

Statsministeren brugte også tirsdagen til at annoncere den længe ventede ministerrokade. Lene Espersen skifter fra Økonomiministeriet til Udenrigsministeriet, hvad jeg tror er en god idé – hun kan simpelthen gøre mindre skade som udenrigsminister. Per Stig Møller har både erfaring, uddannelse og viden til at blive en udmærket kulturminister. Københavns tidligere parkeringspladsborgmester Søren Pind er blevet minister for udviklingsbistand, og selv om det absolut er en ministerpost i den helt lette ende, viser udnævnelsen at Søren Pind trods sine ultraliberale særstandpunkter endnu ikke er kørt ud på et politisk sidespor. Den populære forsvarsminister Søren Gade valgte selv at forlade regeringen i kølvandet på den megen debat om lækager i Forsvaret og Forsvarsministeriet, og endelig har Løkke flyttet sin driftsikre partifælle Bertel Haarder til Indenrigs- og sundhedsministeriet. Resten er småting.

Her har I mig tilbage…

Som mine trofaste læsere (alle tre) vil have bemærket har jeg bevilget mig selv en kort pause fra bloggeriet. Jeg har nu arbejdet to måneder som valutachef i en københavnsk erhvervsbank og otte-ni daglige timer foran fire skærme på Langelinie betyder at lysten til yderligere computertid efter fyraften ikke har været overvældende.

Ganske uopfordret vil jeg gerne slå fast at min nye BlackBerry Bold smartphone blegner eftertrykkeligt i sammenligning med min gamle iPhone, og jeg har nu besluttet at købe en iPhone 3GS gennem min arbejdsgivers bruttolønsordning og flytte SIM-kortet tilbage til langt mere brugervenlige omgivelser. Jeg savner alle de smarte programmer, den større skærm og ikke mindst det langt smidigere operativsystem. Desuden er mine vestjyske kæmpefingre tilsyneladende heller ikke BlackBerry-kompatible.

Connie Hedegaard er blevet udnævnt til EUs nye klimakommissær selv om hun ser ud til at dumpe til sin store eksamen, COP15, der løber af stablen i de kommende dage i København. Tre uger før klimatopmødet meddelte den amerikanske regering, at der ikke var tilstrækkelig tid til at forhandle en egentlig traktat på plads, så i stedet bliver vi efter alt at dømme spist af med en foreløbig aftale der skal danne grundlag for de fremtidige forhandlinger. Forurening, klimaændringer og overbefolkning er de vigtigste problemer menneskeheden nogensinde har stået overfor, og til at samle trådene har vi så i et øjebliks kollektiv sindssyge udpeget Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen. Den danske regering vil uden tvivl kalde mødet en succes selvom intet konkret bliver besluttet.

På det mere personlige plan kan jeg fortælle at en urrem jeg købte i New York har givet mig en krom-allergisk reaktion på venstre håndled, at Lagkagehuset har åbnet en filial på Amerika Plads, at Fuego i Holbergsgade stadig serverer godt argentinsk oksekød, at Hjerl Hede overrendes af bonderøve i december og at jeg har solgt mine LC2-lædermøbler fra Cassina.

Abdul Wahid og mig

Det er ikke ofte at jeg føler mig entydigt på bølgelængde med imam Abdul Wahid Petersens meningstilkendegivelser, men i burkadebatten mener jeg faktisk at han har fat i den lange ende. Hvorfor bruger politikerne på Christiansborg tid, penge og kræfter på et så ligegyldigt spørgsmål der vedrører så få indbyggere i Danmark? Det fuldstændigt uigennemtænkte konservative forslag om et reelt forbud mod burkaer fik oprindeligt støtte fra både Socialdemokraterne og naturligvis Dansk Folkeparti, men først fortrød Konservative partiets eget hovedløse forslag og derefter forsøgte Socialdemokraterne en omformulering, således at det nu drejer sig om et forbud mod burkatvang. For det første ville en sådan lovgivning være vanskelig at håndhæve, og for det andet eksisterer der allerede en generel bestemmelse i Straffeloven om ulovlig tvang.

I iveren for at tækkes skeptiske vælgere hoppede både Konservative og Socialdemokraterne med på den populistiske vogn og kunne så alligevel ikke levere varen. Tilbage står nu Dansk Folkeparti som eneste troværdige deltager i hele projektet, og selv om jeg er grundlæggende uenig i Pia Kjærsgaards fremmedfjendske og nationalistiske verdenssyn, kan jeg dårligt beskylde hende for at svaje som et siv i vinden. Hun er i det mindste konsekvent i al sin demagogi. Lene Espersen har med sommerens småpinlige opsang til danskerne i Berlingske Tidende og nu burka-retræten efterhånden fået malet Konservative op i et irrelevant hjørne, hvor hun kan stå og diskutere værdipolitik med Margrethe Vestager. Det vil samtidigt være en rigtigt god idé for mine partikolleger i Socialdemokratiet at koncentrere sig om det nyligt introducerede regeringsgrundlag og glemme alt om muslimske beklædningsgenstande.