Tag Archives: integration

Langballe og Wallander

Dansk Folkepartis landsbytossefraktion mister ved næste folketingsvalg et par velkendte koryfæer, men det afholder ikke partiets feltpræst fra her i sin politiske karrieres tusmørke igen at gøre opmærksom på sig selv. Der har gudskelov været relativt stille omkring Jesper Langballe, siden han i efteråret brækkede håndleddet under et besøg på Thule-basen, men i dagens udgave af Berlingske Tidende anklager han under overskriften Islams formørkede kvindesyn muslimske fædre for at dræbe deres døtre og vende det blinde øje til onklers voldtægt.

Det er dybt ulykkeligt at den slags æresdrab forekommer, men det er næsten ligeså tragisk når en opblæst, uvidende politiker kæder forbrydelserne sammen med religiøs motivation. Selv Dansk Folkepartis politiske leder har følt sig nødsaget til i dagspressen at tage afstand fra Langballes indlæg. Hvad enten Himmerige er kristent eller muslimsk, ved jeg med sikkerhed at der ikke bliver plads til Jesper Langballe.

Jeg har gennem årene læst de fleste af den svenske forfatter Henning Mankells udmærkede romaner om den skånske politimand Kurt Wallander og efterhånden set rigtig mange af filmatiseringerne med henholdsvis Rolf Lassgård, Kenneth Branagh og Krister Henriksson. Sidsnævnte spiller hovedrollen i de nye tv-film som i de forløbne uger er blevet vist på Canal+ og er klart min foretrukne Wallander. Han repræsenterer den i mine øjne helt rigtige blanding af intelligens, stædighed, erfaring, manglende situationsfornemmelse, ensomhed, angst for alderdommen og akavet søgen efter lykke. Jeg kan varmt anbefale filmene.

Den laveste fællesnævner

Dansk Folkepartis årsmøde 2009 er netop overstået, og traditionen tro bød weekenden på et overflødighedshorn af malplaceret nostalgi, misforstået patriotisme og generel fremmedforskrækkelse. Herning Kongrescenter var i overensstemmelse med årets campingtema (…ja, du læste gudhjælpemig rigtigt…camping…) iklædt et græsgrønt filttæppe, hvide stakitter, dekorative blomsterkasser, dannebrogsflag og sammenklappelige stole. Et par amagerhylder og et skilderi med brølende kronhjorte ville have fuldendt den nationalromantiske vrangforestilling.

Som det nok tydeligt fremgår af linjerne ovenfor er jeg langt fra fordomsfri med hensyn til Dansk Folkeparti, men i et anfald af selvplageri valgte jeg lørdag eftermiddag at tænde for fjernsynet for at overvære Pia Kjærsgaards tale til sine loyale partimedlemmer. Kvalmen meldte sig hurtigt. En idyllisk landskabsbeskrivelse blev efterfulgt af en tur til Dybbøl anno 1864 og derfra var springet overraskende kort til de danske soldater i Afghanistan, det muntre liv på de danske campingpladser og en opfordring til pressen om at droppe vanetænkningen. Efter den obligatoriske gennemgang af mærkesagerne og den efterhånden velkendte ironiske overbærenhed med andre partiers kopiering af DFs program, afsluttede Kjærsgaard selv med en billig plagiering af borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King og en ligeså smagløs henvisning til Robert Kennedy.

Jeg forstår at vi alle er forskellige og at der skal være plads til en mangfoldighed af synspunkter og idéer, men at knap 14% af vælgerne stemte på liste O ved folketingsvalget i 2007 kan jeg simpelthen ikke begribe. Kan det virkeligt passe at hver syvende voksen dansker er så fremmedfjendsk, så navlebeskuende og så nedtrykt at en stemme på Dansk Folkeparti bliver konsekvensen?

Abdul Wahid og mig

Det er ikke ofte at jeg føler mig entydigt på bølgelængde med imam Abdul Wahid Petersens meningstilkendegivelser, men i burkadebatten mener jeg faktisk at han har fat i den lange ende. Hvorfor bruger politikerne på Christiansborg tid, penge og kræfter på et så ligegyldigt spørgsmål der vedrører så få indbyggere i Danmark? Det fuldstændigt uigennemtænkte konservative forslag om et reelt forbud mod burkaer fik oprindeligt støtte fra både Socialdemokraterne og naturligvis Dansk Folkeparti, men først fortrød Konservative partiets eget hovedløse forslag og derefter forsøgte Socialdemokraterne en omformulering, således at det nu drejer sig om et forbud mod burkatvang. For det første ville en sådan lovgivning være vanskelig at håndhæve, og for det andet eksisterer der allerede en generel bestemmelse i Straffeloven om ulovlig tvang.

I iveren for at tækkes skeptiske vælgere hoppede både Konservative og Socialdemokraterne med på den populistiske vogn og kunne så alligevel ikke levere varen. Tilbage står nu Dansk Folkeparti som eneste troværdige deltager i hele projektet, og selv om jeg er grundlæggende uenig i Pia Kjærsgaards fremmedfjendske og nationalistiske verdenssyn, kan jeg dårligt beskylde hende for at svaje som et siv i vinden. Hun er i det mindste konsekvent i al sin demagogi. Lene Espersen har med sommerens småpinlige opsang til danskerne i Berlingske Tidende og nu burka-retræten efterhånden fået malet Konservative op i et irrelevant hjørne, hvor hun kan stå og diskutere værdipolitik med Margrethe Vestager. Det vil samtidigt være en rigtigt god idé for mine partikolleger i Socialdemokratiet at koncentrere sig om det nyligt introducerede regeringsgrundlag og glemme alt om muslimske beklædningsgenstande.