Trods udsigten til endnu et dansk fodboldmesterskab er der allerede nu udbredt enighed om, at indeværende sæsons udgave af FC København ikke vil gå over i historien som noget særligt. Sommerpausens åreladning og et par spillerprofilers langtidsskader har betydet en fuldstændig ny defensiv og en svækket midtbane. William Kvist, Zdeněk Pospěch og Mikael Antonsson er ikke blevet afløst af spillere med tilsvarende international kvalitet, og det er nu op til sportsdirektør og cheftræner at bruge januars transfervindue til fornuftige investeringer og måske i samme åndedrag skille sig af med lidt dødvægt.
Samtidigt er det kun et spørgsmål om tid, før klubbens vel nok to mest salgbare spillere, Dame N’Doye og Johan Wiland, får mere lukrative tilbud fra større udenlandske klubber. Et salg af målmanden vil ikke umiddelbart udløse en krise, da kompetente Kim Christensen står klar i kulissen, men blandt klubbens nuværende angribere findes afgjort ingen kvalificeret afløser for N’Doye. Mesterskabet er ikke i fare, for de øvrige hold i Superligaen er ganske enkelt ikke gode eller stabile nok til at true FCKs førerposition. Det er til gengæld også længe siden københavnerne holdt op med at bruge sejre i den hjemlige turnering som en målestok for reel succes; Champions League er det eneste der tæller.

