I amerikansk football-terminologi opererer man med begrebet fumble, når en spiller med kontrol over bolden taber den. Det er præcis hvad der skete for SFs folketingsmedlem Özlem Cekic, som havde alle muligheder for at sætte den liberale kuglestøder Joachim B. Olsen politisk til vægs men på amatøragtig facon misbrugte kæmpechancen. Det burde have været ret enkelt for Cekic at producere bare en enkelt af de over 300.000 danskere, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever under OECDs fattigdomsgrænse, men den opgave magtede hun tilsyneladende ikke. I stedet fremviste hun naivt en kontanthjælpsmodtager med samme disponible indkomst som en række lavtlønnede i fuldtidsjob. SFeren havde også chancen for at sætte fokus på et reelt problem, men har nu medvirket til at gøre det der burde være en seriøs debat om fattigdom og social isolation til et kævleri om julehjælp.
Der er ikke megen støtte at hente fra statsminister Helle Thorning-Schmidt eller Cekiks egen partiformand, Villy Søvndal, som i forvejen er irriteret over en række personsager, der til en vis grad har fjernet fokus fra regeringens nye politiske tiltag. Mens finansminister Bjarne Corydon tilsyneladende leverede sit svendestykke med den nye finanslov, væltede skeletterne samtidigt ud af Henrik Sass Larsens, Ole Sohns og Carsten Hansens skabe. Carsten Hansens pinlige personalesag om sexchikane er afsluttet og vil sandsynligvis ikke belaste ham yderligere. Til gengæld har Ole Sohns DKP-fortid indhentet ham i form af Sovjetstyrets økonomiske bidrag, der åbenbart blev hvidvasket gennem overfakturering i Land & Folks trykkerivirksomhed. Eller noget i den stil. Jeg tror slet ikke, at den sag er afsluttet.





