Jeg har for nylig meldt mig ud af Folkekirken. Som de fleste danskere har jeg i mange år været medlem af Folkekirken mere af tradition end religiøsitet, så beslutningen var egentlig ikke vanskelig. Min udmeldelse bunder ikke i dybe religiøse overvejelser eller i banal utilfredshed med kirkeskatten, men er mere udtryk for at jeg ikke føler nogen særlig samhørighed med Kirkens repræsentanter.
Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti er de mest skræmmende eksempler på, hvordan præster på politisk korstog forlader den gyldne mellemvej og glemmer næstekærlighed og barmhjertighed hjemme på gården. I den anden grøft finder vi de lav-teologiske Nørrebro-præster med Per Ramsdal i spidsen, der i fredhellighedens navn forvandler kirkerum til politisk teater og flygtningelejr og bagefter ikke vil tage ansvar for noget som helst. Endelig er der biskoppen i Århus, Kjeld Holm, som på bedste brixtoftske facon forsøger at bagatellisere de danske bispers overdrevne alkoholforbug på skatteydernes regning og de gentagne overtrædelser af Personalestyrelsens retningslinjer for hotelophold og forplejning.
Forhåbentligt er et medlemskab af den danske Folkekirke ikke den eneste gyldige billet til Himmerige. Lad os håbe, at moralværdier og tro også spiller en rolle i skærsilden.
