Det er ikke ofte at jeg føler mig entydigt på bølgelængde med imam Abdul Wahid Petersens meningstilkendegivelser, men i burkadebatten mener jeg faktisk at han har fat i den lange ende. Hvorfor bruger politikerne på Christiansborg tid, penge og kræfter på et så ligegyldigt spørgsmål der vedrører så få indbyggere i Danmark? Det fuldstændigt uigennemtænkte konservative forslag om et reelt forbud mod burkaer fik oprindeligt støtte fra både Socialdemokraterne og naturligvis Dansk Folkeparti, men først fortrød Konservative partiets eget hovedløse forslag og derefter forsøgte Socialdemokraterne en omformulering, således at det nu drejer sig om et forbud mod burkatvang. For det første ville en sådan lovgivning være vanskelig at håndhæve, og for det andet eksisterer der allerede en generel bestemmelse i Straffeloven om ulovlig tvang.
I iveren for at tækkes skeptiske vælgere hoppede både Konservative og Socialdemokraterne med på den populistiske vogn og kunne så alligevel ikke levere varen. Tilbage står nu Dansk Folkeparti som eneste troværdige deltager i hele projektet, og selv om jeg er grundlæggende uenig i Pia Kjærsgaards fremmedfjendske og nationalistiske verdenssyn, kan jeg dårligt beskylde hende for at svaje som et siv i vinden. Hun er i det mindste konsekvent i al sin demagogi. Lene Espersen har med sommerens småpinlige opsang til danskerne i Berlingske Tidende og nu burka-retræten efterhånden fået malet Konservative op i et irrelevant hjørne, hvor hun kan stå og diskutere værdipolitik med Margrethe Vestager. Det vil samtidigt være en rigtigt god idé for mine partikolleger i Socialdemokratiet at koncentrere sig om det nyligt introducerede regeringsgrundlag og glemme alt om muslimske beklædningsgenstande.
